Et uddrag af bogen 'Kvinders hårtab':

Kvinders hormonsystem har stor indvirkning på hårtab. Desværre er forskningen i kvinders hormonelle ubalancer mangelfuld, hvilket har udfordret min research til bogen. Ifølge en artikel i det amerikanske magasin Forbes, går kun fire procent af verdens samlede forskningsmidler til forskning og udvikling af teknologi og behandlingsmetoder inden for kvindesygdomme og kvinders helbred, selvom halvdelen af verdens befolkning er kvinder. (87) 

Til sammenligning går hele to procent af de samlede forskningsmidler alene til mandesygdommen prostatakræft. I en undersøgelse, foretaget af U.S. National Institutes of Health, konkluderes det endvidere, at mænd favoriseres i næsten tre fjerdedele af de tilfælde, hvor en sygdom primært rammer det ene køn. (88) Manglen på forskning i behandlingsmetoder, målrettet kvinder, har ifølge fire danske forskere blandt andet den konsekvens, at kvindelige patienter bliver tilbudt behandlinger og ordineret medicin, der kun er testet på og beregnet til mænd. (89)

Ifølge Birgitte Baadegaard, forfatter til bogen ”Lige er ikke det samme som ens”, er årsagen til denne skævvridning følgende:

”The Default Male er et begreb, der inden for både filosofi, sociologi, psykologi og lingvistik afdækker den forvrængede virkelighed, vi alle er en del af: Når vi ser os omkring – på museer, veje, i medierne, i (top) ledelse, i politik, militær, kunst – er normen mænd. Alt andet og alle andre falder udenfor ”normen”. Og når vi ubevidst podes med et blik for ”normen” påvirker det alt – lige fra opfindelser, forskning, kropssyn, medicin og meget andet. The Default Male er med andre ord omkostningsfuld i forhold til både liv og helbred – for biologisk fødte kvinder.” 

Der er ikke udsigt til mærkbar forandring lige foreløbig. Ifølge den engelske journalist Maya Dusenbery lærer læger at være sexistiske allerede under studiet. (90) På lægestudiet hersker der en stiltiende enighed om, at kvinders symptomer skyldes hysteri og forestillinger i deres hoveder. Det resulterer i, at kvinder, ifølge Dusenbery, diagnosticeres langt senere end mænd, og i højere grad får diagnosen ”funktionelle lidelser”, som dækker over sygdomme som fibromyalgi, irritabel tyktarm, kronisk træthedssyndrom og postcommotiosyndrom. (91)

Ifølge en artikel i World Economic Forum om et dansk studie fra 2019 diagnosticeres kvinder i gennemsnit fire år senere end mænd, hvad angår en lang række lidelser som fx diabetes, kræft og ADHD. (92) Hvad værre er, konstateres det af en af forskerne i artiklen, har mænd en tendens til at opsøge læger senere end kvinder, hvorfor ventetiden for kvinder må antages at være endnu længere. At kvinder går rundt i al den tid med dårligt helbred uden at få hjælp, fordi de ikke bliver hørt hos lægen, må have enorme konsekvenser, ikke blot for den enkelte kvinde, men også for vores samfund som helhed. 

Hvis bare sexismen koncentrerede sig om en undersøgelse af kvinders biologiske og hormonelle faktorer, ville det være langt mere konstruktivt, fremfor den oldgamle indstilling at kvinders udfordringer skyldes deres angiveligt overreagerende psyke. Det kræver en årelang kamp at blive udredt for helt almindelige og velkendte hormonelle lidelser. Det går ud overkvinders selvopfattelse, når de mødes af et system, der er påvirket af den gamle ”kvinder lider af hysteri”-tænkning. Under min research af almindelige hormonelle ubalancer dominerede forskellige holistiske coaches og selvudråbte ”naturlæger” søgeresultaterne, mens de traditionelle videnskabelige kilder var sparsomme. Jeg har selv fået hjælp af sådanne coaches, som har reddet mit liv mere end én gang, og jeg kender til flere kvinder, som har haft lignende positive erfaringer: Coachene hjælper, hvor systemet afviser.

Jeg skriver dette med en stor portion frustration. Jeg har nemlig også i dén grad oplevet det modsatte: At den alternative verden kan være livsfarlig med sine behandlingsforslag (se også kapitel 17). Behandlinger med naturmedicin markedsføres og deles ukritisk, og behandlerne undgår ansvar, fordi det er overladt til kvinderne selv at vurdere deres symptomer og at indkøbe de produkter, der måtte hjælpe. Risiciene ved og konsekvenserne af selvmedicinering står kvinderne alene med. Det foregår i øvrigt uden sporing i sundhedssystemet, hvilket bekymrer mig. 

Jeg savner, at kvinder får tilstrækkelig information og hjælp fra det etablerede sundhedsvæsen og de rette sundhedsfaglige eksperter, som kan udføre prøver og behandlinger under sikre forhold. Jeg ønsker, at man havde lyttet mere til mig, da det viste sig, at jeg var på rette spor i min egen situation. Jeg taler ofte med andre kvinder, der har lignende oplevelser, og jeg er af den overbevisning, at der findes mange svar på kvinders sundhedsudfordringer i deres hormonelle system. 

Jeg savner også et bedre samarbejde mellem de forskellige specialer i sundhedsvæsenet. At hårtab og hovedbundslidelser alene tilhører dermatologi virker skævt, når man læser om kvinders udfordringer med telogen effluvium, hvor hårtabet er et symptom på en anden, underliggende lidelse. Hvad skal det hjælpe, at en hudlæge glor en kvinde i hovedbunden og konstaterer diffust hårtab, hvis hårtabet skyldes en hormonel ubalance? Kan hudlægen se tilstanden i livmoderen der? Det bør være en del af udredningen at vurdere, om hårtabet skyldes en hårtabslidelse, som kræver videre udredning hos en dermatolog, eller om hårtabet er telogent og fx bunder i hormonelle ubalancer. I det sidste tilfælde bør den videre udredning faktisk foregå hos enten en endokrinolog eller en gynækolog.

 

87 Das, R. (2018).
88 Mirin, A. A. (2021).
89 Lindemann, B. (2022).
90 Dusenbery, M. (2017).
91 Sundhedsstyrelsen (2023).
92 Whiting, K. (2024).