
🫧 “Hvilken shampoo skal jeg vælge mod hårtab?” 🫧
Share
Mange spørger mig, hvilken shampoo jeg vil anbefale mod hårtab. Det giver god mening, for vi bombarderes konstant med reklamer, der lover magiske, lange og tykke lokker, langt ud over hvad der er genetisk muligt, og på ingen tid.
Men når man tænker over det, har vi jo kun shampoo i håret i få sekunder. Den skal virkelig være magisk for at kunne trænge ned i hudens nederste lag og virke med det samme.
Shampoo alene kan ikke stoppe hårtab
Antallet af hår(tabs)produkter, jeg selv desperat har prøvet, tæller nok over 50. Billedet her er fra 2013 og viser blot nogle af produkterne. Jeg har prøvet mange både før og siden. Tjæreshampoo, strudse-et-eller-andet, nogle hårtabsmidler fra Tyskland. You name it, I’ve tried it.
Den rette shampoo kan være fantastisk til at rense hovedbunden, tilføre fugt og pleje håret. Men uanset hvor mange “hårvækst-boostende” ingredienser den indeholder, vil en shampoo ikke kunne stoppe eller vende et hårtab, fordi den skylles ud efter få sekunder. Der er ganske enkelt ikke tid nok til, at den kan trænge dybt nok ned og påvirke de processer, der styrer hårvækst.
Hvad kan shampoo så gøre?
🫧 Holde hovedbunden sund og skabe de bedste betingelser for et sundt hår
🫧 Reducere knækkede hårstrå med fugtgivende ingredienser
🫧 Skåne skrøbeligt hår, hvis man undgår sulfater og hårde kemikalier
Hårtabsforebyggelse kræver mere end shampoo
Det kræver en reel indsats at forstå sin egen situation og arbejde med de vane- og livsstilsændringer, der faktisk gør en forskel.
Men mange af os foretrækker at søge en hurtig "mirakelløsning" i form af vitaminvingummier, serummer og shampooer. De kræver ikke ændringer eller ubehag, de er nemme at bruge, og de spiller på vores behov for nydelse og håb. Problemet er, at de samtidig holder os væk fra de løsninger, der rent faktisk virker.
Marketing sælger håb, ikke viden
Lad dig ikke narre af smarte marketingløfter fra shampooindustrien. Deres mål er at sælge produkter, ikke at informere ærligt. Og det, der skal til for at genskabe sund hårvækst, starter ikke med et produkt – det starter med viden.