
Hårtab og faste: Sandheden bag smarte kosttrends
Share
Når faste lokker med sundhed og quickfixes
Intermitterende faste, juicekure og 24-timers faste er populære, og mange sværger til dem for at løse svære problemer eller opnå mere sundhed.
Jeg kender det selv. Efter tre års hormonel ubalance efter et p-pille-stop (som jeg beskriver i bogen), har jeg kæmpet med vægtøgning og en følelse af ikke at kunne genkende mig selv i spejlet.
Jeg har også googlet de nemme løsninger og håbet, jeg kunne slippe for de ekstra kilo uden at droppe fastelavnsbollerne. Men jeg ved, at det er med håret som indsats.
Faste og hårtab hænger tættere sammen, end mange tror
Vidste du, at faste kan påvirke din hårvækst?
Ny forskning viser, at faste kan forkorte hårets vækstfase (anagen) og forlænge hvilefasen (telogen). Det betyder, at håret stopper hurtigere med at vokse, falder ud, og at hårfolliklen bliver tom og passiv.
Hvorfor reagerer håret på faste?
Det skyldes, at kroppen opfatter faste som en mangeltilstand, også selvom vi føler os godt tilpas. Når der mangler energi og næringsstoffer, prioriterer kroppen sine vigtigste funktioner: hjerte, hjerne og organer. Hår er lavt prioriteret, fordi vi kan overleve uden det.
Derfor går håret tidligere i hvilefase, hvilket på sigt fører til mere udtynding og øget hårtab.
Faste kan virke kortvarigt men skade langsigtet
Faste har på kort sigt vist sig at kunne forbedre insulinfølsomhed og cellereparation. Men på lang sigt – især ved gentagen faste – kan det føre til:
❌ Kronisk kalorieunderskud, som resulterer i mangel på næringsstoffer, hårtab, træthed og hormonelle ubalancer
❌ Forhøjet kortisol, som stresser kroppen og påvirker hormonerne
❌ Lavt stofskifte, som forstyrrer skjoldbruskkirtlens hormonproduktion og hæmmer hårvækst
Kan hårvitaminer og pulvere kompensere?
Nej. Mange produkter lover hurtig sundhed, men mangler de vigtigste byggesten kroppen har brug for, når det gælder energiomsætning og sund hårvækst.
Hvad bør du gøre i stedet?
✅ Spis næringsrigt og balanceret
Få nok protein, fibre, sunde fedtstoffer og jern, særligt protein om morgenen og til frokost, fordi det giver stabil energi og dæmper snacking.
✅ Undgå ekstreme kure og faste
Særligt hvis du allerede har hårtab. Gå i stedet lange ture og øg den daglige bevægelse.
✅ Tænk langsigtet
Ægte livsstilsændringer, og ægte hårvækst, tager tid. Det kræver indsigt, ikke illusioner.
Sundt hår starter ikke i en pille
Det kan være fristende at tro på detoxkure, pulver og reklamer, der lyder for gode til at være sande. Men de fleste løsninger i pilleform hjælper kun med at slanke bankkontoen.
Sundt hår starter med viden – ikke trends.