Stress, smerter i hovedbunden og hårtab: Når kroppen siger fra

Da min hovedbund begyndte at brænde

I en periode med alvorlig stress fik jeg smerter i højre side af min hovedbund. En brændende, sitrende fornemmelse, der til sidst blev så slem, at jeg måtte hjem efter arbejde og finde noget i fryseren at lægge på hovedet. Smerten var der, uanset om jeg lavede noget eller hvilede på sofaen.

Det var også den side af hovedet, hvor jeg havde mindst hår, og hvor hårtabet blev mest synligt.

Når kroppen reagerer før vi gør

I dag mærker jeg det meget sjældent. Men når det dukker op, er det næsten altid i de øjeblikke, hvor mine grænser bliver overskredet. Når jeg lader andres behov fylde mere end mine egne, fordi kærligheden til og omsorgen for andre kan fylde så meget, at det ender med at blive et fravalg af mig selv.

Og jeg er langt fra den eneste.

Jeg taler med mange kvinder, som beskriver lignende oplevelser. Håret, der falder mere af i perioder med belastning og den stille skyldfølelse over ikke at kunne nå alt og være der for alle. Kroppen, der reagerer, længe før man selv når at sætte ord på, at det hele er for meget.

Hårtab er ikke et isoleret problem

Jeg taler ofte om hårtab i biologiske og medicinske termer, om diagnoser, behandling og vedligeholdelse. Det ændrer ikke på, at kroppen også reagerer på det liv, vi lever.

Man behøver ikke at tilslutte sig en spirituel tanke om kraft, frihed og værdighed. Stress, hormonelle ubalancer, autoimmune og andre kroniske sygdomme kan hver især skabe biologiske forandringer i kroppen, som også sætter sig i håret.

Men så længe vi bliver ved med at behandle hårtab som et isoleret problem, der ikke er en del af en større sammenhæng i kroppen, kommer vi til at overse det, der i virkeligheden driver det. Håret er ikke løsrevet fra resten af kroppen. Og kroppen er ikke løsrevet fra den måde, vi lever vores liv på.

Overvejer du behandling

Ps. Hvis du står midt i overvejelserne om behandling, har jeg samlet min erfaring og den vigtigste viden i min minoxidilguide.

Den er netop blevet lanceret og ligger klar på hjemmesiden.

Stress, smerter i hovedbunden og hårtab: Når kroppen siger fra
Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.